Sony Ericssons gangsta-mobil
I modsætning til Motorola lancerer Sony Ericsson som regel kun hver af deres modeller i et begrænset antal farver. For W880i’s vedkommende er der tale om farverne sølv og sort. Savner man en lidt mere liret farve, er man således nødt til at finde en speciallavet version.
Det er her, firmaet Amosu kommer ind i billedet. De har nemlig lige sat deres egen version af Sony Ericsson W880i til salg. Fronten på denne version er helt i guld. Der er dog blot tale om, at den er belagt med guld, således at selve fronten bag det skinnende ydre stadig er lavet af stål.
Er man interesseret i sin egen unikke guldbelagte W880i, slipper man dog ikke billigt. Modellen koster nemlig £569, eller hvad der svarer til ca. 6.200 kr. Det er ca. det dobbelte af, hvad man må slippe for samme mobil i standardfarverne sølv eller sort.
Så venter vi bare på, at 50 Cent eller Niarn laver en hyldestsang til den mobil.