Billeder af ny luksus-model fra Nokia er dukket op

Det er efterhånden længe siden, at Nokia er kommet med noget nyt i deres luksuriøse 8000-serie. Nu skulle en ny model dog endelig være på vej.

Billeder af ny luksus-model fra Nokia er dukket op

Siden introduktionen af Nokia 8800 for to år siden har vi ikke set nogen ny luksus-model fra Nokia. Kun en enkelt lettere opgraderet version af 8800 er det blevet til. Nu er der imidlertid dukket nye billeder op af, hvad der ser ud til at være enten en lillebror eller en efterfølger til Nokia 8800.

Den nye model ser ud til at få samme slider-mekanisme som Nokia 8800, ligesom en stor del af designet på fronten går igen. Lidt forskelle er der dog. Fx er hele tastaturet ikke dækket når telefonen er lukket, således at det vil være muligt at navigere rundt i menuerne og foretage og modtage opkald uden at skulle skyde mobilen åben. Skærmen ser også ud til at være blevet noget større end på Nokia 8800.

Bagsiden ser til gengæld noget mere kedelig ud på den nye model, da den flotte, skinnende metal er blevet byttet ud med mere almindeligt sort plastik. Netop af denne grund kunne det tyde på, at den nye model ikke er en afløser for Nokia 8800, men nok nærmere en lillebror, der bliver solgt til en lidt lavere pris end sin dyre storebror.

Navnet på den nye model kendes ikke, men et godt bud er Nokia 8600, da der i den seneste tid har været tale om, at en model med netop dét navn skulle være på trapperne.

En præcis dato for lancering, og hvad prisen bliver, vides endnu ikke.