Mere nyt om nye HTC-modeller

Vi har allerede skrevet om flere nye HTC-modeller, der kommer her i 2007. Nu er der endnu en gang dukket nye informationer og billeder op, ligesom en helt ukendt model ved navn HTC Nike har set dagens lys. Den har blandt andet 3-megapixelkamera med autofokus.

Mere nyt om nye HTC-modeller

Som det første er der dukket et helt nyt billede af HTC Wings op. Når den kommer i butikkerne, får den navnet HTC S730. Det nye billede adskiller sig meget fra de tidligere billeder, vi har set, og modellen minder nu i højere grad om sin lillebror S710, der også er kendt under navnet HTC Vox.

Der er også dukket nyt op om HTC Kaiser. Dens officielle navn bliver HTC P4550, og den skal fungere som efterfølger til HTC TyTN. På det nye billede ser det ud som om, at slider-mekanismen er blevet ændret, så skærmen bliver vinklet i forhold til tastaturet. Det kunne tyde på, at det skulle gøre det muligt at sætte den på et bord og arbejde ved den som en mini-computer. Ligeledes skulle den ifølge de nyeste informationer blive udstyret med HSUPA. Det er en videreudvikling af HSDPA, bedre kendt som turbo-3G. Det nye ved HSUPA er, at upload-hastigheden bliver på helt op til ca. 2 megabit pr. sekund.

HTC Nike

En helt ny model har også netop set dagens lys på nettet. Det drejer sig om modellen HTC Nike, der har det officielle navn HTC P5500. Det er en slider-PDA-telefon, der kommer til at bruge styresystemet Windows Mobile 6 Professional. Det betyder, at dens 2,6" store skærm bliver trykfølsom. Denne model skulle ligesom HTC Kaiser få HSUPA, og ser ligeledes ud til at få en splinterny hurtig processor på 400 MHz. Indbygget er også en FM-radio, ligesom et kamera på 3 megapixels med autofokus også er til stede.