Den lille elegante 6300
Lige umiddelbart tænker man smartphone og S60, når man åbner menuen i 6300. Dette er dog ikke tilfældet. Det er Nokias nye brugerflade for serie40. Den ligner til forveksling S60, både funktionsmæssigt og grafisk.
6300 er en forholdsvis lille telefon, det viser vores billedgalleri også tydeligt. Modellen vejer kun 91gram, og er lidt under 1,2centimeter tynd.
Designet er meget stilfuldt, holdt i enkle linier og farver. Skallen på telefonen er rustfrit stål, og den øvre halvdel i sort plast. Telefonen virker godt skruet sammen.
Skærmen er på to tommer med 240 gange 320 pixels, og har hele 16 millioner farver. Det burde selvfølgelig være meget bedre end de mere almindelige 262.000 farver, men sådan ser virkeligheden ikke helt ud. Det er mere end almindeligt svært at se forskel. Faktisk er det umuligt, lige meget hvilket et billede vi sætter på skærmen. Dette gælder ikke kun for 6300, men også for andre med de mange millioner farver.
6300-skærmen står dog flot, og er temmelig skarp. Ikoner og tekster i menuer er nemme at aflæse.
Det numeriske tastatur på 6300 er godt at bruge. Tasterne er tilpas store og faste. Navigationstasterne er ligeså enkle at have med at gøre, og reagerer prompte på tryk.
Siderne på telefonen er enkle, uden mange knapper. Der er faktisk kun en stor volumeknap på siden. Oven på telefonen sidder tænd/slukknappen.
På hver side af telefonen er der et lille stykke plast. Lige umiddelbart kan man ikke se hvad det skal gøre godt for. Men de små plaststykker har et formål. De blinker blåt når man for eksempel har fået en sms-besked, men ikke fået set eller læst den.
Hvis man sidder i et møde, og har telefon på lydløs, er det jo lidt smart at man stadig kan se indkomne beskeder og lignende.
Bagsiden er ligeså simpelt holdt som siderne. Her sidder et 2megapixel kamera, og lige ved siden af det, er højtaler-delen.
Kameraet har 8gange digital zoom, men er derudover ganske standard, både i kvalitet og indstillinger.
Der er blevet plads til FM-radio og musikafspiller i 6300, men 3G har man udeladt. I stedet er modellen udstyret med EDGE. Her i Danmark så vi hellere at 3G-delen havde været der. 6300 er en triband-mobil med GPRS.
Udover den interne hukommelse er der MicroSD kort med understøttelse af kort op til 2GB. Der medfølger et 128MB i salgsæsken.
På forbindelsessiden er telefonen udstyret med Bluetooth, og også med stereoprofilen A2DP.
Lyden i telefonen er ganske god og ren, og der kan skrues rimelig højt op.
Telefonen er i det hele taget nem at gå til og at bruge. Der er ingen slinger i valsen, og series40 i det nye look virker glimrende, udover at det også ser godt ud.
Man kunne sige at alt er som det skal være, og som det plejer. Det er faktisk slet ikke nogen dårlig ting, og førstehåndsindtrykket af 6300 er også i den gode ende.
Metal, glasfiber og andre specielle materialer er åbenbart på vej ind i mobilverdenen, og det ser vi kun som værende positivt.
Nokia 6300 efterlader som sagt et godt indtryk, og jeg tror godt, den kunne gå hen og blive populær takket været de lidt mere eksotiske materialer og det gode design.
Tekniske specifikationer:
Type: GSM 900/1800/1900/GPRS/EDGE
Vægt: 91 g
Mål: 106 x 43,6 x 11,7 mm
Standby/tale: Op til 14,5dage / Op til 3,5timer
Skærm: TFT, 16mil.farver, 240 x 320 pixels
Ekstern hukommelse: MicroSD
Musikafspiller og FM-radio
Bluetooth 2.0 Stereo-profil A2DP
WAP 2.0 xhtml
Kamera: 2 megapixels
Java (J2ME)