Mere Ultra og mere koncept fra Samsung
Ultra Video, Ultra Music og Ultra Messaging. Det er kodeordene for næste generation af Samsungs slanke Ultra Edition. Og navnene giverne nærmest sig selv: Ultra Video har specielt fokus på netop at kunne afspille videofilm og TV; Ultra Music har naturligvis fokus på musikken, mens Ultra Messaging sætter en ære i at kunne give brugeren mulighed for at skrive mange og lange beskeder hurtigt. Vi fik en kort snak med Samsungs nordiske chef, Brian Fogh, om Ultra Edition 2.0.
Når I sætter fokus på de enkelte funktioner på den måde, skyldes det så, at forbrugerne ikke rigtig er klar over, hvad mobiltelefoner egentlig kan?
– Vi ønsker at gøre folk opmærksomme på teknikken. Vi er bevidst ude på at drive markedet, og udfordre på både design og funktionalitet. Vi bruger Ultra-konceptet til at gøre opmærksom på netop det.
Ingen af jeres nye Ultra-modeller har fokus på GPS – tror I ikke, at det bliver en succes i mobiltelefoner?
– Vi tror virkelig på GPS, og blandt andet vores Windows Mobile-modeller har mulighed for GPS via hukommelseskort.
Jeg tænkte mere på indbygget GPS – har I et produkt a la Nokias N95 på bedding?
– Umiddelbart kommer der ingen N95-model fra Samsung.
Hvad er jeres vurdering af Apples iPhone? Ser I den som en konkurrent til jeres produktserie:
– Konkurrence er sundt, og vi hilser den velkommen. Mange Mac-brugere kunne aldrig drømme om at bruge en Windows-baseret mobil [nogle af Samsungs mobiltelefoner har Windows Mobile eller er sat op til at synkronisere med Windows Mediaplayer, red], og derfor ser vi dem ikke som en decideret trussel for os.