Memory Stick i nye størrelser
Sony har efter længe venten lanceret deres 8 GB-udgave af Memory Stick PRO Duo-kortene. De kan bl.a. bruges til en række Sony Ericsson-modeller, PlayStation Portable og Sony digitalkameraer.
Umiddelbart lyder 8 GB måske ikke af meget, hvis man sammenligner med computerens harddisk(e), men til mobiltelefoner er det rigtig meget. F.eks. kan man gemme op til 3.000 billeder med 10 megapixels opløsning, 20+ timer video samt godt 2.000 sange i MP3-format og 128 kbps.
Sony oplyser selv, at kortene er meget robuste og virker i selv de mest utænkelige miljøer. Derudover er der 5 års garanti på produktet. Skulle det ske, at man ved uheld sletter filer på kortet, har Sony gratis software til gendannelse af dem.
Kortene kommer i handlen i starten af næste måned. Prisen forventer vi lander på ca. 1800 kroner.
SanDisk laver numre med Micro
Et andet kendt navn indenfor flashdiske og bærbar hukommelse er SanDisk. De har udgaver af stort set alle hukommelseskort på markedet inklusiv Memory Stick Micro. Sonys største M2-kort ligger på 1 GB, men nu sælges 2 GB-udgaver fra SanDisk på forskellige hjemmesider – bl.a. eBay og MobyMemory. Dog vises der intet på SanDisks officielle side om 2 GB-udgaven.
Det er især nyere Sony Ericsson-modeller (f.eks. K610, K800, M600 og W300) som Memory Stick Micro-kortene er lavet til. De virker også med de nye kameraer/videooptagere med indgang til Micro-kortene. Ligesom med Memory Stick PRO Duo ydes der også 5 års garanti på dette produkt, og er også særdeles holdbare.
Priserne på eBay og MobyMemory ligger på cirka 45 – 50 engelske pund, hvilket svarer til små 500 danske kroner.