Sony Ericsson W950: Fræk bassedreng med masser af musik

Nu skal Sony Ericsson for alvor til at satse på MP3-mobiler. Det gør de med de to Walkman-modeller, W850 og W950. W950 ligner umiddelbart en businessmobil a la Sony Ericssons egen M600, men den er først og fremmest til musik.

Sony Ericsson W950: Fræk bassedreng med masser af musik

Umiddelbart virker W950 som lidt af en bassedreng, og det er den såmænd også. Også efter længere tid. Den er nemlig både ret bred og halvtyk i det. Det handler nok om personlig smag, men jeg har efterhånden fået nok af alle de supertynde mobiltelefoner, der spreder sig ud over markedet med lynets hastighed. Det supertynde format betyder nemlig ofte kompromisser med en række ting, som jeg altid efterspørger i en mobiltelefon. Desuden har jeg det også bedst med at have noget at holde fast i, og som har en vis tyngde.

Fremragende skærm

Jeg er altid glad for gode store skærme, og det må siges, at W950 tilgodeser netop dette. Og så er den samtidig trykfølsom. Det er nu en lidt blandet fornøjelse, da skærmen hurtigt bliver fedtet til, hvis man bruger fingrene i stedet for den medfølgende pen. Det kan man jo så bare gøre, tænker du nok, men det er faktisk lidt irriterende at skulle hive pennen frem, hver gang man vil vælge noget, som skal gøres direkte på skærmen. Det tager ganske enkelt for lang tid at skulle hive pennen frem hver gang.

Skærmen bliver også alligevel fedtet godt til, bare man taler i telefonen, så det kan i princippet være hip som hap, hvad man gør. (I parentes kan bemærkes, at LG sender en lille fin børste med til en af deres kommende mobiltelefoner med stor skærm, som netop skal bruges til at fjerne fedtpletter på skærmen med. Om ideen fungerer i praksis, må stå usagt lidt endnu, men den virker umiddelbart god – jeg kunne i hvert fald godt have brugt den til W950).

Ved man, at man skal bevæge sig meget rundt i menuerne for at lave en masse ting, så er det klart bedst at bruge pennen – så bliver navigeringen mere præcis. Pennen sidder gemt øverst til venstre, bag på telefonen.

Som alternativ kan man også bevæge sig rundt i menuerne med scroll-hjulet på venstre side – den kan man også bruge til at vælge med. Den er bare ikke specielt god til netop dette, da den er lidt træg. Lige under scroll-hjulet sidder en tilbage-tast, som er ganske praktisk at have ved hånden. Holder man den tast inde i længere tid, kommer man tilbage til hovedskærmen.

Balancekunststykke

Som allerede nævnt så er skærmen er rigtig god, ikke mindst fordi den er så stor. Det gør den glimrende til at surfe på nettet med og til at vise billeder på. Det betyder desværre bare, at man så må acceptere et nødvendigt kompromis med hensyn til tasterne. De sidder nemlig langt nede på telefonen, længere nede end på den lignende model M600, så det bliver lidt af et balancekunststykke, man roder sig ud i, hvis man vil styre telefonen med én hånd. For mit vedkommende endte det i noget halvkramagtigt noget, hver gang jeg forsøgte mig med kun en hånd.

Tasterne er ellers arbejdet godt ind i overfladen, og er næsten det, man kan kalde for trykfølsomme. De enkelte taster stikker ikke op, men sidder helt fladt i den gummiagtige overflade. De er bare langt fra lige så trykfølsomme, som man kender det fra f.eks. LGs Chocolate. De skal derfor have et solidt tryk, men det fungerer rigtig godt, og overfladen er behagelig at trykke på. Ideen er god, og faktisk helt vellykket udført.

Ved ciffertasterne sidder der et lille Walkman-logo. Når man trykker på det, kommer man direkte ind til musikafspilleren – det er jo ikke en musikmobil for ingenting. Lige over tallene 1, 2 og 3 sidder play og frem- og tilbage-tasterne. De er næsten helt usynlige og lyser kun svagt op.

Takket være den gode skærm er menuoversigten god – nu mangler vi bare, at ikonerne bliver opdaterede, så de kan matche telefonens ellers lækre design (det gælder især farvesammensætning brun og orange til coveret – den holder!).

Musikken spiller

Hvor jeg synes, at tasternes brugervenlighed halter lidt, er der stort set intet at komme efter på musikfronten, som er W950 absolutte styrke. Man kan ikke udvide hukommelsen med et kort, men med fire GB indbygget hukommelse kommer man rigtig langt alligevel, især fordi der ikke skal gøres plads til billeder, da der intet kamera er i