Nokia i flere forfinede udgaver
Nokia gik med den sidste model, 8800, lidt tilbage til den gode gamle krom udgave. Designet kom også til at minde mere om den første model igen.
Den sidste model i rækken er Sirocco, der blandt andet har fået bedre kamera og mere hukommelse, i forhold til 8800.
Der dukker nu flere og flere 8800/Sirocco versioner op. Det er forskellige designere der har fat i den.
Sirocco Limited Diamond Edition er indtil videre den dyre model. Den er i guld, med diamanter bagpå. Prisen er cirka 20.000 kr. Den kan også erhverves for cirka 16.000 kr., men så må man undvære diamanterne.
Sirocco Lamborghini er en anden ny version. Den er holdt i sort, og som en lille kuriøsitet, har Lamborghini designet lukkemekanismen. Denne skal sikkert henlede tankerne på Lamborghinis berømte døre på deres biler. Der er selvfølgelig også Lamborghinis tyre-emblemer for og bag. Der er et begrænset oplag på 500 enheder af denne model.
Den tredje i rækken er 8800 Aston Martin. Den er, i modsætning til de to andre, bygget på forgængeren der bare hedder 8800. Derfor er kameraet også kun på 0,5 megapixels, og hukommelsen er også begrænset. Fronten er i flot børstet stål med Aston Martins logo. Også denne model bliver produceret i begrænset oplag, kun 250 eksemplarer.
Lur mig, om der ikke kommer flere udgaver af modellen. Disse specielle designermodeller plejer at sælge godt, også selvom prisen er en anden end standardudgaven.