Simple spil skal sætte fut i markedet for mobilspil
Mobilspil markedet er allerede stor, men ikke helt så stor som forventet. Analysebureauet Juniper Research mener dog, at det nok skal komme i takt med, at der kommer flere mobilabonnenter, faldende priser på spil, udrulningen af 3G samt spil, som er udviklet specielt på mobilens præmisser, og ikke bare er en efterligning af spil til rigtige spilkonsoller eller PC’er.
De vilde 3D- og mulitplayer spil forventes derfor ikke at blive den afgørende drivkraft for salget af mobilspil. Junipers undersøgelse viser, at folk først og fremmest vil spille på mobilen for at slå lidt tid ihjel. Derfor skal spillene være simple, lette og sjove. Det er en tendens, som går på kryds og tværs af alle lande og kontinenter, konstaterer Juniper.
Den typiske spilinteresserede er af hankøn mellem 12 og 25 år, men det mener Juniper vil ændre sig fremover, så spillerne bliver ældre og også mere ligeligt fordelt på begge køn.
Det forventes i følge rapporten, at mobilspilmarkedet på globalt plan vil omsætte for over 100 milliarder kroner årligt inden for få år. Frem til 2011 vil Asien stå for 38 procent af markedet, Europa for 31 og USA for 22 procent. Mobilspil vil inden for de næste tre til fem år give lidt så høj omsætning som musik og tv til mobilen.
Andre spår mindre omsætning
Informa Telecoms and Media lavede en rapport om samme emne for små to måneder siden, og de forventer, at omsætningen for mobilspil i 2011 bliver på 7,2 milliarder dollars, godt 43 milliarder dollars, altså noget lavere sat end hos Juniper. Informa Telecoms and Media vurderede at kun fem procent af mobilejerne køber spil til mobilen, så markedspotentialet er stort i fremtiden.
De vurderer også, at for nogle operatører er high end 3D-spil endda blevet en profitabel niche, mens multiplayer- og community-spil har øget databrug og været med til at holde operatørernes churn nede. Churn dækker over, hvor ofte mobilkunderne skifter selskab – jo højere tallet er hos den enkelte operatør, desto dårligere er det for operatøren. På den måde kan de mere avancerede spil alligevel komme til at spille en vigtig rolle for udbredelsen af mobilspil.
Informa Telecoms&Media forventer, at USA inden 2010 vil stå for den største del af omsætningen, mens Europa vil halte langt bagefter pga. regionens mange forskellige operatører, lande og sprog. Også her fremviser de altså andre tal end Juniper. Begge bureauer er dog ikke i tvivl om, at markedet vil vokse meget de kommende år.