Sonofon lancerer 3G
Med 3G får Sonofons kunder nu glæde af en højere datahastighed til deres mobiltelefoner, hvis de da ellers har en mobiltelefon, der understøtter 3G.
Videotelefoni, musik, nyheder og tv på mobilen er blandt nogle af de funktioner, man kan få glæde af med 3G. Sonofons mobilportal e-go udvides med nye tjenester som nyheder og sport fra TV2 og en mobil musikbutik.
Erhvervskunder tilbydes blandt andet også nye pc-kort, som giver mobilt bredbånd på den bærbare computer, og samtidig udvides Sonofons 3G-net er forberedt til den hurtigere udgave af 3G, HSDPA, også kladet "turbo-3G". Det vil kunne give hastigheder på op til 3,2 Mbit/s. Det vil især erhvervskunderne sætte pris på.
Dækning i de største byer
Til at begynde med tilbyder Sonofon 3G-dækning i centrum af landets fire største byer og meddeler løbende, når nettet er klar i andre byer. Kunderne kan følge udbygningen på nye dækningskort på sonofon.dk.
– 3G er en naturlig videreudvikling af det eksisterende mobilnet. Vi oplever en stigende efterspørgsel i markedet nu og er glade for at kunne tilbyde de nye muligheder blot 10 måneder efter, at vi erhvervede 3G-licensen. Vi udvider vores dækning hurtigt og forventer at dække yderligere 10-15 byer inden årets udgang, siger Peter Berg, salgs- og marketingdirektør i Sonofon.
Som supplement til 3G får Sonofons kunder til næste år adgang til 500 nye hotspots med hurtig trådløs dataforbindelse på hoteller, konferencesteder og lufthavne rundt om i landet.
Sonofons kunder behøver hverken tilmelde sig eller skifte SIM-kort for at få udbytte af 3G. Har man allerede en telefon eller et pc-kort til 3G, får man automatisk adgang til det nye net i de områder, som dækkes.
– Både underholdning og arbejde er i dag flyttet uden for de fire vægge med faste stik. Og med 3G bliver båndbredden i mobilnettet så god, at kunderne for alvor kan få glæde af både tv, musik og e-mail på mobilen eller på den bærbare computer, uanset hvor de opholder sig, siger Peter Berg.
TV2 på mobilen og meget mere
Sonofon har aftaler med to af landets mest populære medievirksomheder, TV2 og Aller. Kunderne kan se klip fra for eksempel TV2s Nyheder, Finans og Sport og række andre tv-programmer direkte på mobilen via såkaldte streaming-tjenester. Fra Aller kommer nyheder om de kendte fra magasinet Kig Ind også lige til mobilen. Blandt de øvrige tjenester er musikbutikken Mobilhits med de seneste hitnumre og en række forskellige mobildata-pakker.