Dyr musik i Sony Ericssons butik

Sony Ericsson starter alligevel en egen musikbutik, til trods for at de dementerede disse rygter for et par uger siden. Det sker i samarbejde med Sony og Sony/BMG. Sangene skal hentes via 3G, og den samlede pris bliver høj - ca. 40 kroner pr. sang.

Dyr musik i Sony Ericssons butik

Den anden oktober lancerer Sony Ericsson deres egen musikbutik. Herfra vil de sælge musik med nye musikere samt de musikere, som Sony/BMG allerede har i stalden. Lanceringen sker samtidig med, at de nye Walkman-mobiler W850 og W950 lanceres, og ideen er, at man skal hente musikken ned via 3G.

Om butikken bliver en succes, kommer helt og holdent til at afhænge af, om brugerne vælger at købe et fordelagtigt tillægsabonnement til datatrafik hos deres operatører. Ellers bliver prisen nemlig rigtig høj, da Sony Ericsson ingen aftale har med operatørerne om at sænke datapriserne ved musikdownload fra den nye musikbutik.

Prisen pr. nummer bliver 2,5 til 3 euro, hvilket i sig selv er uhørt høj, og oven i det kommer operatørernes dataafgifter så. Antager vi, at en sang fylder ca. 2 MB, kommer vi altså op omkring 40 kr. per sang eller godt 400 kr. for et helt album med 10 sange.

Musikere, som findes på M-buzz ved lanceringen, er ifølge Sony Ericsson blandt andet Embassy, Kish Mauve, Dirty Perfect, Fklv, Iggy, The Head Set, Bobby Kray, Anjulie, Lights og Monte*Rosa.