Se videoklip af Sony Ericsson Z610 og W850
Til pressemødet i går i Malmö fortalte Sony Ericsson også om, hvordan de sidste fem år er gået for Sony Ericsson. De var ikke overraskende ved godt mod, og var stolte og tilfredse med at være den fjerde største mobilproducent i verden. Det lod ikke til, at de var synderligt bekymrede over, at Nokia og Motorola er ved at løbe fra alt og alle med samlet 55,5 procent af det samlede marked.
Sony Ericsson har 6,7 procent af markedet, mens Samsung sidder på godt 11 procent.
De medgav dog, at der var store udfordringer i fremtiden, men de føler sig godt rustede med nye spændende produkter de næste måneder. En af de modeller er Z610, hvis mest opsigtsvækkende feature er den spejlblanke overflade på coveret. Om det ser smart ud, kan diskuteres, men den blanke overflade har i hvert fald et stort problem, og det er, at den er meget modtagelig for fedtede fingre. Det så faktisk grimt ud. Desuden virkede den designmæssigt ikke komplet, bl.a. hængslet bidrager til dette, og menuikonerne trænger også til en voldsom opgradering. Z610 har et 2-megapixelkamera, 3G, push e-mail og MP3-afspiller, understøtter Z610i Bluetooth-stereo (A2DP) og html-browseren understøtter RSS.
Også musikmobilen W850 med 3G, Track-ID, indbygget FM-radio og 2-megapixels skal hive større markedsandele over til Sony Ericsson. Det virker mere gennemarbejdet designmæssigt.
Du kan se begge modeller i Mobil-tv, hvor du også kan se Track-ID, der kan identificere sange, i funktion.
Sony Ericsson kunne afsløre, at flere produkter også er på vej, men de ville ikke løfte sløret for dem endnu.
I næste nummer af Mobil kan du læse mere fra pressemødet, hvor Sony Ericsson blandt andet fortalte, hvorfor de ikke vil lancere ultratynde mobiltelefoner a la Razr-modellerne fra Motorola, og hvad de tror, der bliver den næste store feature på mobiltelefonen.