30 pct. flere kunder siden nytår

Mobilselskabet 3 er endelig i vækst. Ca. 32.300 nye kunder er strømmet til 3's danske forretning i første halvår af 2006. Samtidig er minutforbruget steget med 85 pct. og dataforbruget med 28 pct. Det kundefremgangen skyldes ikke mindst de nye og populære 3G-telefoner.

30 pct. flere kunder siden nytår

30. juni i år havde 3 i Danmark 149.504 kunder. Siden nytår er kundebasen vokset med næsten 30 pct. eller med 32.298 nye abonnenter. Væksten er beviset på, at 3 i Danmark har succes med sin markedsstrategi og har fået solidt fodfæste blandt danske mobilkunder.

– En kundetilgang på 30 pct. er beviset på, at vores strategi holder. Vi har godt fat i vores primære målgruppe – de unge urbane first movers – så vi følger slet og ret den plan, vi har lagt for godt et år siden, siger Morten Christiansen, adm. direktør i 3 Danmark.

Danmark og Sverige vækster mest

3 i Danmark vælger at offentliggøre sine kunde- og minuttal for første halvår 2006 i dag, hvor også Hutchison Whampoas samlede halvårsregnskab for 3Gruppen udsendes. Antallet af 3-kunder verden over er i gennemsnit steget med 16 pct. til i alt 13,5 millioner kunder. Dog har Danmark og Sverige tilsammen oplevet en vækst på 22 pct., og er dermed det marked i Europa, der har oplevet den største procentuelle kundetilstrømning i første halvår 2006.

Siden 1. juli 2006 har Danmark og Sverige tilsammen fået yderligere 34.000 kunder og har i alt 595.000 kunder pr. 23. august 2006.

Trods hård priskonkurrence i både Danmark og Sverige er indtjeningen per kunde (ARPU) øget i første halvår med to pct. til 317 kroner på voice og med 18 pct. til 56 kroner på øvrige tjenester.

3’s ejere meddeler i regnskabet, at man i Danmark og Sverige er i gang med at opgradere netværkene til HSDPA, dvs. turbo-3G, og at arbejdet forløber planmæssigt.