TDC Mobil sætter minutpriser ned

TDC Mobil sænker fra i dag minutpriserne for nogle af selskabets privat-abonnementer MobilExtra og MobilExtra100. For mange kunder vil det betyde en væsentlig lavere mobilregning. TDC lover mere gennemskuelighed samtidig med at de ikke er i gang med at starte en ny priskrig.

TDC Mobil sætter minutpriser ned

– En kunde med et MobilExtra-abonnement, der hidtil har talt 60 minutter om måneden i sin mobiltelefon, kan efter prisændringen tale 80 minutter for samme pris. Det vil sige 33 procent flere minutter for samme pris, forklarer vicedirektør i TDC Mobil Anders B. Christjansen.

Minutpriserne for MobilExtra og MobilExtra100 sættes ned fra henholdsvis 1,20 kr. og 0,99 kr. til 0,85 kr. som er den samme minutpris, der hidtil har været gældende for abonnementet MobilExtra200.

TDC Mobil siger, at man ikke ønsker at starte en priskrig. Prisnedsættelsen skal mere ses som et forsøg på at skabe mere gennemskuelige priser, uanset om man har det ene eller det andet MobilExtra abonnement. På enkelte af abonnementerne bortfalder minimumsforbruget også efter seks måneder.