Motorola er for alvor blevet lun på Linux
Motorola mener, at styresystemet Linux i 2010 vil være lige så populært i mobiltelefoner som Symbian. Ind til nu har det kun været de modeller, som har været længst fremme i de teknologiske sko, som Motorola har udstyret med Linux.
Det skal der dog nu laves om på, lader det til, da op til 60 procent af Motorolas kommende mobiltelefoner skal have Linux som styresystem. Det oplyser Motorola selv på LinuxWorld-messen i San Francisco.
En af fordelene ved Linux er, at det er en åben platform, så den kan tilpasses næsten, som man vil have det. Det giver også frie hænder til software-udviklere, der kan udvikle unikke programmer til dette styresystem.