TDC får ny topchef
Jens Alder forventes at tiltræde den 1. november 2006, hvor hans kontraktlige forpligtelser i forhold til Swisscom ophører. Der forventes indgået en endelig aftale herom i den nærmeste fremtid. Henning Dyremose forventes valgt som ny bestyrelsesformand i forbindelse med TDC’s ordinære generalforsamling i marts 2007. Henning Dyremose fortsætter som adm. direktør og koncernchef, indtil Jens Alder tiltræder. Derefter vil Henning Dyremose med titel af direktør stå til rådighed som rådgiver for den nye adm. direktør frem til den ordinære generalforsamling.
Jens Alder er 49 år, schweizisk statsborger, men har en dansk mor og taler derfor sproget. Han er uddannet ingeniør og har også en MBA-grad fra INSEAD. Efter forskellige ledelsesjobs i bl.a. Alcatel blev han koncernchef for det delvis statsejede schweiziske teleselskab Swisscom i 1999. Da han forlod Swisscom, var han næst efter Henning Dyremose den telechef i Europa, der havde siddet længst på posten.
Henning Dyremose, der fyldte 60 år i december og har været koncernchef i TDC siden 1998, vil fremover hellige sig bestyrelsesarbejde. Udover den kommende formandspost i TDC er han i forvejen næstformand for Brdr. A. O. Johansen A/S og A. O. Invest A/S samt bestyrelsesmedlem i Carlsberg A/S og Fonden Baltic Development Forum.
Den tidligere arbejds- og finansminister er desuden formand for Dansk Industri, hvor han fortsat vil være TDC’s repræsentant i hovedbestyrelsen, og den 1. maj blev han udpeget som bestyrelsesformand i Danmarks Eksportråd for en ny 2-årig periode. Han er også bestyrelsesmedlem i Industriens Arbejdsgiverforening i København.