Spar 30% af din datatrafik med gratis program
ShoZu. Det er et ord, du kommer til at støde på mange gange. Bag det kryptiske navn, gemmer der sig en lille applikation. Du skal blot melde dig til, hvilket er ganske gratis. Når det er sket, så downloader du det lille program til din mobil. I øjeblikket understøtter programmet ca. 50 forskellige telefoner, og der kommer hele tiden nye til. Endnu understøttes den nye version af S60 ikke, men ShoZu forventer, at det bliver muligt i juli.
Mobil.nu har talt med manden bag ShoZu – englænderen Mark Bole, der kommer fra Nokia.
– ShoZu er et lille program, der gør det at få dine billeder ud af mobilen meget lettere. Glem alt om MMS-opsætninger. Vores program anvender GPRS eller 3G og sender i baggrunden. Med det samme du har taget et billede, popper programmet op og spørger om det skal sende billedet eller videoklippet videre.
– Den helt store fordel er, ud over at programmet er gratis, at det også sparer dig for penge, hvis ikke du har flatrate på data, fortsætter Mark Bole. Hvis du sender et billede, der lige nøjagtig fylder 1 MB, så vil du se, når billedet er sendt via din email på telefonen, at du faktisk har brugt 1,36 MB. Sender du det derimod med ShoZu, har du kun brugt 1,06 MB. Altså en besparelse på 30%. Og bliver til mange penge.
Samtidig er programmet klar over, hvis du en gang har sendt billedet til din blog eller en website. Hvis du så senere vil sende det samme billede til venner og bekendte, ved programmet at billedet ligger på en server. Derfor skal du ikke betale datatrafikken for at sende billedet igen. I stedet bruger programmet blot 30 bytes på at sende en besked til serveren om at billedet skal hentes og sendes igen. Det samme gør sig gældende hvis du sender det samme billede eller videoklip til 10 eller 20 på din liste. Du betaler kun for at få det overført en gang. Så ved programmet bare, at det skal sendes til flere personer. Dermed er der store besparelser inden for rækkevidde.
Du kan læse meget mere om ShoZu i det kommende nummer af Mobil. Du kan også klikke på flippen Mobil-TV og se klippet med ShoZu’s administrerende direktør.