Begrænset OneNote Mobile kan nu downloades

Nu kan alle teste det seneste Office-program, som Microsoft har tilpasset mobile enheder. Men OneNote Mobile har langt fra samme niveau som computerversionen.

Begrænset OneNote Mobile kan nu downloades

OneNote er et noteprogram, hvor man kan skrive informationer ind på almindeligvis med tastaturet, eller man kan skrive ind med hånden og sætte billeder ind på næsten samme måde som med en almindelig skriveblok. Det er med andre ord et program, som burde passe perfekt til en lommecomputer eller mobiltelefon, da man med programmet hurtigt kan skrive noter og lignende ind, mens man er på farten.

Desværre føles OneNote Mobile i sin nuværende version langt fra lige så veludviklet som mobilversionerne af f.eks. Word og Excel. Man kan da godt skrive tekst ind og klistre billeder ind i ens noter, men det er stort set også alt. Der findes ingen mulighed for håndtegnede billeder eller håndskrevne noter. Desuden kan det, man noter ind, kun gemmes som en lang række af filer, der ikke kan ordnes og gemmes i letoverskuelige mapper, som i computerversionen.

Det program, som nu kan hentes ned fra Microsofts website, er da også en beta-version. Det betyder, at den ikke er helt færdigudviklet, men man skal samtidig huske på, at beta-stadiet er det sidste stadie, inden man lancerer et program. Derfor sker der sjældent de store forandringer efter dette stadie.

Vil du teste OneNote Mobile, kan du downloade beta-versionen via linket forneden til din computer. Herefter vælger du Options i Tool-menuen, og i mappen Other klikker du på Install OneNote Mobile og installerer det på din lommecomputer eller mobiltelefon.