Afsløret: Sådan bliver Samsung Galaxy S IV formentlig

Benchmark-test afslører, hvordan Samsung Galaxy S IV formentlig bliver.

Afsløret: Sådan bliver Samsung Galaxy S IV formentlig

Der gik ikke mange måneder efter lanceringen, inden rygterne om Samsung Galaxy S IV begyndte at tage form og forventninger til Samsungs opfølger til den populære Android-smartphone, Galaxy S III har vokset sig skyhøje.

Samsung viste ikke noget synderligt spændende frem på Mobile World Congress 2013 i Barcelona – i stedet gemmer de det tunge Galaxy S IV-skyts til den 14. marts, hvor det forventes, at Samsung præsenterer deres næste topmodel.

Samtidig har New York Times netop afsløret, at Galaxy S IV får en funktion, så man kan bladre rundt i telefonen med øjnene.  Der kunne med andre ord være tale om en funktion som vi kender det fra danske The Eye Tribe, hvor man netop kan bruge øjnene til forskellige ting i stedet for at bruge fingrene.

Og noget tyder på, at Samsung tror på, at folket vil have rigtig store skærme. Et websitet har nemlig opsnuset benchmark-test med Antutu, der afslører, at den får en skærm lige under 5 tommer med en opløsning på 1920 x 1080 pixel.

Den skulle også have en Exynos 5410 1.8GHz processor med ARM PowerVR SGX 544MP GPU.

Kameraet skulle være på hele 13 megapixel, den interne hukommelse på 16 eller 32 GM og endelig afslører testen, at den skulle få Bluetooth 4.0.

En analytiker har tidligere meldt ud, at Samsung forventer et salg af Galaxy S IV på den gode side af de 100 millioner eksemplarer.