Billeder af den første 3G-Blackberry
Flere steder på nettet viser billeder frem af Blackberry 8707v. Den siges at være en europæisk version af 8700, og skulle understøtte 3G. Ifølge nogle oplysninger skulle den sættes til salg i England gennem Vodafone til april.
Udover 3G oplyses 8707v også at understøtte fire forskellige gsm-band. Vil man surfe på computeren via telefonen, kan man opkoble sig via Bluetooth eller kabel til mobilens mini-usb-port. Som de fleste andre Blackberry-modeller, har også 8707v qwerty-tastatur, og der findes naturligvis også et scroll-hjul på siden. RAM-hukommelsen er på 16 MB.
TDC har siden maj sidste år har været eneforhandler af Blackberry i Danmark, men TDC oplyser til Mobil, at det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt 8707v kommer til Danmark. 8700 kan derimod købes nu.
En Blackberry-løsning kræver en Blackberry-server samt abonnement fra TDC Mobil. Du kan læse mere om Blackberry’en og se priser på www.tdc.dk.