V2tel lancerer IP-telefoni over mobilen
Med V2tels system, bliver det blandt andet muligt at ringe fra en dansk mobiltelefon til Kina for 1,50 kroner i minuttet.
– Der tales meget om den snarlige integration mellem mobiltelefoner og IP-telefoni, og temaet var også et af de helt store samtaleemner på mobilmessen i Barcelona. Derfor er vi naturligvis utrolig stolte over, at vi som en af de første danske leverandører nu kan tilbyde en velfungerende integrationsløsning til erhvervslivet, siger adm. direktør Jørgen Weber fra V2tel.
Systemet fungerer ved, at medarbejderen fra sin mobiltelefon ringer til modtageren med V2tel’s central som mellemstation. Samtalen fra centralen til modtageren sker over internettet, og det er ikke nødvendigt at være i nærheden af et trådløst netværk eller at have en speciel mobiltelefon for at ringe op.
Jørgen Weber vurderer, at det især er hos virksomheder med eksport og kørende sælgere, at potentialet er stort.
-Hvis eksempelvis firmaets kørende sælger i Herning skal ringe til det kinesiske datterselskab fra sin mobiltelefon, koster det normalt 10 kroner i minuttet. Med den nye service kan sælgeren ringe for 1,50 kroner i minuttet, og det er naturligvis en stor fordel.
Tilsvarende kan der ringes fra mobiltelefonen til Taiwan for 1,50 kroner i minuttet og til Indien for 2,10 kroner i minuttet. Den nye service gør det også muligt at besvare alle indgående samtaler på mobiltelefonen, fordi medarbejderen kan vælge at lade indkommende opkald ringe både på IP-telefonen i firmaet og på mobiltelefonen samtidig.