J100i – Sony Ericssons nye basistelefon

Sony Ericsson fortsætter med at udbygge serien af basistelefoner med J100i, der er kompakt og nem at betjene.

J100i – Sony Ericssons nye basistelefon

J100i er mobiltelefonen til dem, der blot ønsker en telefon til normale opkald og tekstbeskeder (d.v.s. at målgruppen i Danmark kun findes i aldersklassen 75+). Den har et stort tastatur og en navigationstast, der med et enkelt klik styrer rundt mellem menuens ikoner.

– Det er vigtigt at huske, at den overvejende del af mobiltelefonbrugerne udelukkende ønsker en driftssikker telefon til tale og tekst, mener Kenneth Møller, der er National Account Manager for Sony Ericsson i Danmark.

– Derfor er markedet for basistelefoner uhyre interessant for både os og teleoperatørerne. Og vi forventer en pæn efterspørgsel efter J100 globalt – specielt på de nye markeder, slutter Kenneth Møller.

J100i er for eksempel den mindste af alle Sony Ericssons telefoner.

Alle nøglefunktioner kan betjenes med et enkelt klik, mens navigationstasten er forsynet med ikoner.

De centrale funktioner – opkald og tekstbeskeder – er blevet suppleret med funktioner som alarm, regnemaskine og kalender. Herudover kan telefonen udbygges med Car Holder HCH-60 og Portable Handsfree HPB-60, som kan gøre J100i til en interessant all-round kommunikationsløsning.

Sony Ericsson J100i er en Dual Band GSM telefon, der vil blive leveret i farverne Polar White og Twilight Blue – samt komme på markedet i løbet af 2. kvartal af 2006.