Samsung Galaxy S IV lanceres 14. marts

Samsung Galaxy S IV bliver lanceret den 14. Marts, oplyser flere kilder.

Samsung Galaxy S IV lanceres 14. marts

14. marts ser ud til at blive datoen for lanceringen af Samsung Galaxy S IV, som Samsung har gigantiske slagsforventninger til. Hele 100 millioner eksemplarer skulle de have sat næsen op efter at sælge og der spekuleres i, at selve produktionen af Apples iPhone kan være i fare, grundet Samsungs komponent- og produktionsbehov til de mange enheder. Den enorme mængde af enheder, der skal produceres, vil nemlig få producenterne af de forskelle dele til telefonen til at flytte ressourcer væk fra Apple.

Datoen 14. marts bliver bekræftet af flere kilder. Blandt andet på Twitter af redaktøren for det russiske tech-site mobile-review.com, Eldar Murtazin. Murtazin plejer at være rigtig godt informeret om ting, som vi andre ikke har kendskab til.

Sammobile.com har også skrevet, at det er en god idé at sætte et kryds i kalenderen den 14. marts, hvis man er interesseret i Samsungs nye smartphone.

Det samme skriver det amerikanske nyhedssite The Verge, der også skriver, at lanceringen vil ske i New York.

Rygterne siger også, at Galaxy S IV mini kommer blot en måned efter lanceringen af Galaxy S IV.