Samsung klar med nyt Nokia-angreb
Samsung er en af de producenter, der om nogen sendte Nokia til tælling på smartphone-fronten. Mens Nokia snorksov i smartphone-timen, så Samsung lyset, gav den fuld gas og har ikke set sig tilbage siden. Det blev bekræftet sidste år, hvor Samsung satte sig øverst på tronen som bedst sælgende smartphone-producent.
Samtidig styrtdykkede Nokias smartphone-salg, men finnerne solgte stadig rigtig mange almindelige mobiltelefoner, blandt andet takket være deres fine Asha-serie af billige mobiltelefoner. Men nu vil Samsung også satse hårdt på det marked.
Det gør de med en ny serie ved navn REX. De ligner Galaxy S III, men er mindre og kører med et Java-baseret styresystem med Samsungs egen brugerflade TouchWiz.
Den nye REX-serie debuterer med fire nye modeler, REX 60, REX 70, REX 80 og REX 90. De har skærme fra 2,8 tommer til 3,5 tommer og kameraer fra 1,8 megapixel til 3,2 megapixel.
Hvornår de bliver lanceret og hvad prisen bliver, er endnu ikke oplyst. Et gæt er, at prisen for den billigste model vil være lige under 500 kroner, mens den dyreste formentlig ikke kommer meget over 1.000 kroner.