Telmore i gang med 3G
Inden jul. Sådan sagde Telmore i sidste uge. Og nu kan nyhedstjenesten Mobil.nu afsløre at Telmore er gået i gang. Når man er logget ind på Telmores side, kan man tilmelde sig 3G. Telmore søger dog i første omgang 1000 kunder, der vil teste systemet, inden resten af kunderne kommer med.
Derudover skal man bo i et postnummer, hvor 3G dækker og købe en 3G mobil. Vi har her på Mobil flere gange prøvet at tilmelde os – men da vi har en 3G telefon, er vi ikke interesseret i at købe en hos Telmore. Og så kan man tilsyneladende ikke tilmelde sig. Ikke en gang selv om redaktionens mobiltelefoner tæller Nokia 6680 og Nokia N70, altsammen telefoner der er godkendt i TDC’s 3G-net – det net som Telmore anvender.
Hvorfor skal man købe en telefon for at kunne deltage?
– Fordi der er en stribe telefoner, der er solgt tidligt hos 3, som ikke vil kunne anvendes. Dem vil vi ikke skabe dårlige relationer med, forklarer direktør Allan Christiansen.
Men kunne I ikke have skrevet det – både Nokia N70 og 6680 er jo godkendt i TDC’s net?
– Vi skeler ikke til andre, vi gør det på vores måde. Du kan kalde det konservativt, men vi har stor respekt for vores kunder – vi har Danmarks mest tilfredse kunder, det vil vi ikke sætte over styr. Vi vil give en god kundeoplevelse med 3G.
Siger du dermed, at TDC’s kunder, der alle har adgang til 3G ikke har nogen god kundeoplevelse?
– Det ved jeg ikke noget som helst om, jeg ved bare at der er tale om ny teknik, nye telefoner og mange flere muligheder. Det handler også om, at vores kundemedarbejdere skal kunne svare på alle spørgsmål – det skal de første måneders testperiode også bruges til.
Hvornår kan resten af kunderne komme med?
– Forhåbentlig varer testperioden et par måneder eller tre, hvis ellers vi har gjort vores hjemmearbejde godt nok, men jeg vil ikke love noget, fortsætter han. Samtidig med at vi lukker op for kunderne, lukker vi også op for flere telefoner end de to Samsung og ene Sony Ericsson. Det vil jeg godt love. Men her under testperioden er priserne på de tre modeller også meget skarpe.