Lavpris supermarkeder åbner egne teleselskab

Tyskerne kan snart ordne deres mobilindkøb sammen med toiletpapir, madvarer og mejeriprodukter. Supermarkederne Lidl og Aldi går nemlig med planer om at åbne hver deres teleselskab.

Lavpris supermarkeder åbner egne teleselskab

Aldi er længst i deres planer og har allerede arrangeret et samarbejde med den tyske operatør E-plus og forhandleren Medion. I følge amerikanske Forbes har Aldi lovet E-plus at sælge mindst 750.000 mobilabonnementer, hvilket skulle give den en fordelagtig pris for leje af mobilnet. Til sammenligning skal det nævnes, at der bor mere end 80 millioner mennesker i Tyskland.

Men Aldi er ikke alene med planer om at gå ind i mobilbranchen. Supermarkedkæden Lidl, som netop har åbnet en række butikker i Danmark, har også planer om deres lavpris mobilselskab. Lige som kæden Plus også snakker om at starte eget mobilabonnement.

Vi skal nok ikke forvente at kunne købe Aldi- og Lidlabonnementer herhjemme den første tid, men hvis det bliver en succes i Tyskland, så er det ike umuligt.

Det skal da også nævnes, at mobilpriserne i Tyskland er væsentlig højere end i Danmark, og derfor har nye lavprisselskaber større muligheder for at slå igennem der, end de vil have herhjemme, hvor konkurrencen om de lave priser er meget større.