Ericsson byder op til dans
I forbindelse med at Absolute Music udgiver deres nummer 50 i rækken af deres hitserie, går de ind i samarbejde med netværksudbyderen Ericsson om at tilbyde deres kunder musikken direkte ned på mobiltelefonen. Absolute Music er Skandinaviens største Compilation-musikforlag, og de har været på markedet siden 1986.
Det vil således være muligt at downloade det nye album med blandt andet Coldplay, Madonna, Robbie Williams og mange flere direkte fra Absolute Music’s hjemmeside og via SMS.
Svenske Ericsson, der står for telefon- og internetforbindelser i mere end 140 lande herunder Danmark, får det fulde ansvar for musiktjenesten herunder de digitale rettigheder (DRM). Et samarbejde som Absolute Music er meget begejstret for.
– Vi er glade for at kune tilbyde vores kunder digital musik til mobiltelefonen, og vi er overbeviste om, at vi har valgt den rigtige partner i Ericsson. Samarbejdet med Ericsson tillader os at lancere denne service på en let, billig og hurtig måde, fortæller Niklas Ehring, direktør for Absolute Music/EVA Records.