Få 3G-telefoner i julesalget
I følge Carolina Milanesi fra analysefirmaet Gartner kommer det til at se skidt ud for julesalget af 3G-telefoner. Gartner mener ikke, at kunderne i Vesteuropa endnu ser nytten af 3G. Desuden påpeger Milanesi, at de fleste af 3G-telefonerne simpelthen ikke har tilstrækkelig med imponerende funktioner, til at få kunderne til at skifte deres GSM–telefoner ud.
3 er dog ikke enig i denne vurdering og fremhæver, at deres kunder i høj grad anvender tjenester som videosamtale, download af videoklip og det mobile internet.
– Gartner savner forståelse for, hvor mobilmarkedet befinder sig i dag, har en talsmand fra 3 udtalt til flere medier.
Et andet væsentligt punkt, som 3 fremhæver, er at de samlet har 10 millioner kunder i de europæiske lande, de er repræsenteret i.
Mens Gartner forudser et fald i salget af 3G-telefoner i Storbritanien op til jul, så mener flere eksperter herhjemme, at julesalget vil vise en øget interesse for mere advancerede telefoner.