Palm præsenterer to nye lommecomputere

Med Palm TX satser Palm efter lang tids venten på en model med W-lan. Samtidigt kommer de med en ny model, der har presset prisen i bund.

Palm præsenterer to nye lommecomputere

Palm TX er en opfølger til Palms tidligere topmodel blandt lommecomputere, T5. Den største nyhed er den indbyggede understøttelse af W-lan, altså trådløs opkobling til internettet. Det er noget, som man ikke har set i Palms modeller, siden man lancerede Tungsten C. En anden forskel sammenlignet med T5 er hukommelsen, som faktisk er blevet mindre. Brugeren har nu 100 MB til at gemme egne filer på, T5 havde plads til 215 MB. Men det er samme type hukommelse, hvilket indebærer, at informationen ligger gemt, selvom lommecomputerens batteri skulle løbe helt tør.

TFT-skærmen har en opløsning på 320 x 480 pixels og kan vise 65.000 farver. Den har et såkaldt landscape-visning, så man kan bruge skærmen både i stående og liggende position. Lommecomputeren skulle være udrustet med de sædvanlige PIM-applikationer, det vil sige kalender, kontakter og huskelister. Premium-versionen af ‘Documents to go’ ligger også installeret. Med det program kan man læse og redigere i word-, excel- og powerpoint-filer. Blandt de andre installerede programmer, der følger med ved køb, er webbrowser, e-mailprogram og MP3-afspiller. Palm TX måler 78 x 121 x 17 mm og vejer 149 g. TX koster 299 dollars, hvilket rundt regnet svarer til godt 1.800 kr.

Den anden Palm-model har navnet Z22. Den er noget simplere. Den har dog også de sædvanlige PIM-programmer, som man finder i alle Palms modeller, men den har ikke W-lan og Bluetooth og hukommelsen, der er tilgængelig for brugeren, er kun på 20 MB. Skærmen har en opløsning på 160 x 160 pixels. Z22 måler 69 x 103 x 15 mm og vejer kun 96 g. For denne type lommecomputer er prisen en vigtig faktor. Den er sat til 99 dollars, godt 600 kr.