Tele2 ønsker ikke at byde på 3G-licens

Tele2 ønsker ikke at byde på 3G-licens

Tele2 melder hus forbi. Den 9. december er skæringsdag for Telestyrelsens udbud af den 4. licens på 3G-telefoni i Danmark, og svenske Tele2 melder sig ud af kapløbet. Ikke fordi de ikke har interesse i 3G-servicen, men fordi de ikke ønsker at opbygge et fjerde net. Det er hjemmesiden comon.dk, der har talt med Tele2’s danske direktør Niclas Palmstierna.

– Vi kommer til at tilbyde kunderne 3G-telefoni, men vi kan ikke se økonomien i at bygge et fjerde 3G-net med det samme indhold som de tre andre, siger Palmstierna til Comon.dk.

I 2001 udbød Telestyrelsen fire licenser til 3G i Danmark. 3, TDC, Telia og Orange var de fire købere, men efter at Telia har købt Orange, er den fjerde licens blevet ledig. Den er nu blevet udbudt til højeste bud, og indtil nu har man kun regnet med, at Tele2 og Sonofon ville være interesseret i en startpris på 950 millioner kroner, som de oprindelige licenser blev udbudt til.

Med Tele2’s udmeldinger, ser det nu ud til at blive Sonofon, der løber med den 4. licens. Det er endnu ikke bestemt, til hvilken pris licensen skal udbydes. Men senest har 3 meldt ud, at de vil kræve erstatning, hvis salgsprisen bliver lavere end den oprindelige pris på 950 millioner.

Hvem der løber med den fjerde licens, får vi afklaring på den 9. december, og til hvilken pris bliver en spændende nyhed.