Test af den nye iPod-mobil – ROKR E1
Som vi tidligere skrevet her på sitet, så levede den nye ROKR E1 ikke helt op til de høje forventninger, som Motorola og Apple selv har været med til at skabe. Vi har nu fået lov til at låne telefonen til en kort test, og vi kan her give en forsmag på, hvad den nye iPod-mobil indeholder.
Som billederne også viser, så minder E1 af udseende meget om Motorolas gamle musikmobil E398, det gælder både coveret, højtalerne og store dele af menuen. En forskel på det ydre er dog farven på E1. Som Apples andre produkter, kommer E1 i den klassiske hvide farve.
Inde i hovedmenuen er der en væsentlig ny funktion, ikonet med navnet iTunes, altså Apples musikprogram. Og hvis man er tidligere bruger af Apples iTunes, så vil man hurtigt genkende mulighederne i E1. Præcis som i Apples iPod, så navigerer man i albums, artister og sange, der forsvinder ud til højre og venstre, mens man bladrer i menuen. E1 er selvfølgelig fuldt kompatibel med iTunes-programmet både til pc og Mac, som der også medfølger software til.
Lydsiden er klart godkendt, også selv om vi bare anvendte de medfølgende høretelefoner. Med en adapter er det dog også muligt at tilslutte sine egne foretrukne høretelefoner. Når man frakobler høretelefoner, så går telefonens højtaler i gang, der på trods af sin beskedne størrelse har en relativt kraftig og pæn lyd.
Hukommelseskortet kan rumme 512 MB, hvilket giver plads til ca. 100 sange. Men selv om man tilslutter et større kort, vil man ikke kunne få plads til flere sange, da Motorola og Apple har indgået en aftale om, at E1 kun skal have plads til præcis 100 sange. En begrænsning, som vi her på Mobil synes er meget idiotisk. Aldrig før har vi hørt om et musikprodukt, der forhindrer brugere i at udnytte al tilgængelig hukommelse.
Det største kritikpunkt på den nye ROKR er dens kamerafunktion. Med en opløsning på sølle 0.3 megapixel er der langt op til andre mobiltelefoner i denne prisklasse. Sammenlignet med Sony Ericssons og Nokias musikmobiler er kameraet lysår bagud. Man kan selvfølgelig indvende, at kameraet ikke er det væsentligste i en musiktelefon, og med E1 har Motorola også prioriteret anderledes end konkurrenterne. For med en pris uden abonnement på lige under 2.500 kr. vil ROKR E1 være langt billigere end andre musiktelefoner på markedet.
ROKR E1 vil komme i de danske butikker her til efteråret, og Mobil lover selvfølgelig at følge op med en mere uddybende test og afprøvning.