W800 som pædagogisk eksempel
I denne kronik skal vi ikke udbrede os om, hvor god eller dårlig Sony Ericsson W800 er. Det kan du læse om i Mobil nr. 49, hvor der er en dybdegående test. I stedet skal kronikken handle om, hvilken betydning, W800 kommer til at få for salget af de rendyrkede MP3-afspillere.
Ikke at vi nødvendigvis forventer os, at W800 alene skal kunne påvirke salgstallene hos MP3-producenterne. Alligevel kan W800 være det perfekte produkt til virkelig at få gang i salget af MP3-mobiler.
Frem for alt, vil den kunne opfordre forbrugere til at købe og anvende MP3-mobiler til at høre musik med. Allerede nu findes der mobiler med MP3-funktion, men alligevel er kombinationen af en mobil og en særskilt MP3-afspiller langt det mest almindelige syn.
Sandsynligvis er der tale om et pædagogisk problem. Endnu har markedsføringen ikke fået flertallet af forbrugerne til at indse, at mobilen i kombination med et hukommelseskort i mange tilfælde er et værdigt alternativ til de allerfleste musikafspillere.
At Sony Ericsson markedsfører W800 som en Walkman-mobil kan forhåbentlig ændre på den udbredte misforståelse. Når så også Nokias N91 kommer på markedet senere i år, går MP3-producenterne bestemt en hårdere tid i møde. Den har nemlig hele fire gigabyte hukommelse og dedikerede knapper til musik-afspilning og udfordrer således også dagens harddisk-baserede MP3-afspillere.