Billigere Walkman-mobil på vej
W550i kan slås ud som en foldkniv. I sammenklappet stand beskyttes tastaturet, mens skærmen på 1,8 tommer altid er synlig. W550i minder formmæssigt en del om Sony Ericssons kameratelefon S600i, men den nye Walkman-mobil er i stedet orange ligesom W800.
Bortset fra farven adskiller W550i sig fra W800 bl.a. ved ikke at have mulighed for hukommelseskort. I stedet sidder der internt 256 MB hukommelse. Man kan desuden lukke helt for telefondelen og kun anvende mobilen som MP3-afspiller. På den måde kan man høre MP3-musik f.eks. i flyet eller på et sygehus, hvor mobiler skal være slukkede.
W550i har en særlig musikknap, som kontrollerer MP3-afspilleren i telefonen. Når du hører musik, og telefonen ringer, slås musikken fra, så telefonen kobles på høretelefonerne.
Når telefonen udelukkende bruges som MP3-afspiller, er batteritiden hele 30 timer. Selve telefonen har en standby-tid på omkring to uger, og taletiden ligger på 8,5 timer.
Når man tænker på den ungdommelige målgruppe, så er det nok ikke helt ved siden af, at Sony Ericsson også har lagt tre gode mobilspil ind i W500i. Det drejer sig om ‘WormsForts: Under Siege 3D’ (af THQ Wireless), ‘Etreme Air Snowboarding’ (af Digital Chocolate) og ‘Midway’s Gauntlet, multiplayer version’ (af TKO Software).
Spillene spilles på skærmen i bredformat, hvilket får spiloplevelsen til at minde lidt mere om almindelige konsolspil.
W550i har endda også et 1,3 megapixelkamera til stillbilleder og video. Der er også indbygget software til at læse internetsider med (WAP 2.0). Denne kan også bruges med på skærmen med vandret orientering – det giver bedre visning og behageligere læsning.
I begyndelsen af oktober skulle W550i kunne findes i handelen. Prisen vil være klart lavere end på W800, men den helt eksakte pris må vi vente lidt på endnu.
Allerede i juni lancerede Sony Ericsson en telefon på det amerikanske marked, der ligner W550i meget. Her hedder den W600a, men kommer senere også i en version, der fungerer på både det amerikanske og europæiske mobilnet.
Denne version kommer til at hedde W600i og vil først og fremmest rette sig mod det amerikanske marked, men alt efter de europæiske operatørers vilje, vil den også kunne få udbredelse i Europa.