Nokia 6680 til over 10.000 kroner

Merlin strammer nu tilsyneladende skruen og skal tjene penge. I hvert fald så tager de i denne uge over 10.000 kroner for en Nokia 6680 på afbetaling. Samme model kan købes til godt 4000 kroner på nettet.

Nokia 6680 til over 10.000 kroner

Merlin har været Coops smertensbarn de sidste år. Pengene er fosset ud af elektronikkæden og senest har man fjernet alle de køkkenting og småelektronikvarer, som man havde faset ind i kæden.

Nu lancerer man så Merlin Direct, som er en slags finansiering, hvor man får leveret tingene og installeret dem.

Blandt ugens første tilbud finder vi en Nokia 6680, der kommer til at koste 189 kroner om måneden. Vel at mærke i 58 måneder. Det giver lige nøjagtig 10.962.00 kroner – eller omkring 6000 kroner mere, end hvis man betaler telefonen kontant og bestiller den på nettet.

For de 6000 kroner får man så muligheden for at vente i op til 4 måneder med at betale 1. afdrag.

Var der nogen, der sagde dyrt??