Farerne ved Bluetooth
Nu er der opdaget endnu en fare ved at benytte sig af Bluetooth til sin mobil. Bluesnarfing er navnet på en ny type kriminalitet, der benytter sig af et hul i udvekslingsprotokollen OBEX. Den er almindeligt brugt, når man via Bluetooth vil overføre data mellem to trådløse enheder. Ved Bluesnarfing kan angriberen synkronisere med offerets mobilenhed (også kaldet "pairing"), hvorefter der er fri adgang til alle kontaktoplysninger og informationer.
Det ekstra farlige ved Bluesnarfing er, at offeret ikke kan se, at der har været et angreb – uanset om man kører usynlig eller synlig Bluetooth. De mest udsatte mobiler er dem, der kører synlig Bluetooth, men man er altså ikke sikret, selvom man prøver at "gemme sig". Problemet er også gældende for andre Bluetooth-enheder, såsom bærbare computere og PDA’er, men dog i mindre grad, da disse enheder er sværere at få adgang til pga., at de er mere komplicerede.
Er din mobil udsat?
Det er Adam Laurie, sikkerhedsansvarlig ved det engelske AL Digital, der har rapporteret om Bluesnarfing. Han opdagede sikkerhedsbristen, da han skulle undersøge Bluetooths generelle sikkerhed som en del af hans arbejde. Med en ganske almindelig bærbar computer og et stykke software, han uden de store problemer fandt på Internettet, var det muligt at Bluesnarfe.
Ifølge AL Digital er de udsatte telefoner følgende:
– Ericsson: T68
– Sony Ericsson: R520m, T68i, T610 og Z1010
– Nokia: 6310, 6310i, 7650, 8910 og 8910i.
AL Digital arbejder p.t. på software, der kan beskytte mobiltelefoner, men endnu er der ingen løsning på problemet. Ifølge Adam Laurie er der altså kun én eneste måde at beskytte sig på – nemlig ved at slukke for Bluetooth-funktionen på sin mobil.
Andre former for Bluetooth-kriminalitet
Bluesnarfing er beslægtet med det mindre kriminelle fænomen Bluejacking, hvor man kan sende en besked til en fremmed telefon uden autorisation.
Endnu et eksempel på en noget hårdere kriminalitet via Bluetooth er Bluesniffing, som Mobil har skrevet om tidligere. Her går tyve rundt på parkeringspladser og bryder ind i biler, hvor de kan se, at en Bluetooth-enhed ligger gemt.
Alle tre former for unoder kan snildt løses ved et enkelt klik på Bluetooth-knappen – sluk, så er du i sikkerhed.