Update-problemer med K750

Update-problemer med K750

Sony Ericsson har nu lagt en update service til K750 ud på deres supportside, men tøv lige en kende inden du installerer den nye software. Den kan nemlig give flere problemer end glæder. Det har en af Mobils trofaste læsere i hvert fald oplevet.

Efter han opgraderede sin K750 kunne han konstatere, at nogle af fejlene var rettet, men ikke alle. Til sin rædsel kunne han lidt senere også konstatere, at han ikke kunne gå på nettet via GPRS eller sende MMS-er – noget han ellers kunne problemfrit inden opgraderingen. Han har efterfølgende forsøgt at fjerne indstillingerne og hente nye, men uden held.

Sony Ericssons kundeservice kunne ikke hjælpe ham med problemet, og I går spurgte vi Sony Ericsson, hvad man skulle gøre, hvis man oplevede samme problemer. Desværre har de ikke taget sig tid til at svare, men vi må formode, at de på et tidspunkt reagerer, så vi kan kun anbefale, at man venter med at opgradere sin K750 til problemet er løst.

Vi vender naturligvis tilbage, så snart Sony Ericsson giver lyd fra sig.