CBB: Microsoft spænder ben for os
Fra og med i dag er det ikke længere muligt at benytte CBB Mobil Messenger til at chatte med sine venner fra computeren, hvis de benytter sig af MSN Messenger. Det skyldes, at Microsoft, der står bag denne Messenger, har krævet, at denne del af applikationen bliver fjernet, det skriver CBB Mobil i en pressemeddelelse.
– Jeg har haft et møde med Microsoft, hvor de har truet med bål og brand, hvis jeg ikke fjernede MSN Messenger fra vores applikation. Deres argumentation har bl.a. været noget tågesnak om, at de var bange for sikkerheden. I virkeligheden dækker det i mine øjne over, at Microsoft ikke længere har nok i at eje hele PC-markedet, men også vil monopolisere mobilmarkedet, siger Teddy Søgaard Pedersen, adm. direktør i CBB Mobil. Jeg har på mødet fået bekræftet, at giganten Microsoft nu langt om længe selv er i gang med at udvikle en applikation, der ligner vores – bortset fra, at den udelukkende giver adgang til Microsofts eget messenger-program. Jeg er bare bange for, at der dels kommer til at gå en rum tid, inden produktet bliver tilgængeligt og, at det bliver voldsomt dyrt for kunderne at benytte.
De danske mobilbrugere har længe haft muligheden for at gå på nettet og finde en java-applikation, der tillader brug af Messenger på mobiltelefonen. Ulempen ved disse applikationer har været, at det kræver en del teknisk indsigt at sætte dem op og, at man betaler for hele GPRS-trafikken. CBB Mobil Messenger, der blev introduceret i starten af januar, er nem at installere på mobiltelefonen og det koster kun ni øre at sende en besked. Succesen har da også været overvældende. Mere end 10.000 af CBB Mobils kunder har downloadet det lille program, der gør det muligt, at tage computervennerne med sig ud i virkeligheden på mobiltelefonen. Det er fortsat muligt at bruge CBB Mobil Messenger til at sende beskeder med op til 256 karakterer fra mobil til mobil til den lave pris på ni øre.
– Jeg har meget svært ved at se, at CBB Mobil Messenger skulle konflikte med Microsofts MSN Messenger, som de tilbyder gratis til PC-brugerne. Faktisk synes jeg, at vi har tilført de forskellige Messenger-produkter – herunder MSN Messenger – en ekstra dimension. Vi har gjort det muligt på en nem og billig måde at tage sine venner fra computeren med på farten. Vi ved da også, at adskillige af vores kunder har hentet f.eks. MSN Messenger, efter de har downloadet vores applikation. Vi har med andre ord været med til at promovere bl.a. Microsofts produkt. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at Microsoft ville stille sig hindrende i vejen for et lille firma, der med egne midler markedsfører deres produkt og dermed stimulerer afsætningen, siger Teddy Søgaard Pedersen.
Bruddet med Microsoft betyder ikke, at CBB Mobil dropper Mobil Messenger.
– Nu går vi målrettet mod at lancere næste fase af vores Mobil Messenger. I løbet af kort tid vil det være muligt at benytte den til både at modtage nyheder, chatte i de kendte chatforums og ikke mindst date direkte via mobiltelefonen. Vi ved, at vores Mobil Messenger er en stærkt tiltrængt saltvandsindsprøjtning i et telemarked, der mildest talt er fattigt på gode mobile tjenester og vi har da også en tro på, at vores fortsatte drøftelser med Microsoft på et tidspunkt vil resultere i, at CBB Mobil igen kommer til at tilbyde adgang til MSN Messenger via mobiltelefonen, siger Teddy Søgaard Pedersen.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Microsoft.