Nu får Tele2s kunder medhold
Kunderne får ret hos Tele2's Kundepanel. Det viser afgørelserne på de første klager, det nyetablerede Kundepanel netop har behandlet.
– Der er ingen tvivl om, at vi i telebranchen ikke i øjeblikket er dygtige nok til kundeservice, og derfor hilser jeg afgørelserne i Kundepanelet velkomne. Vi må acceptere, at vi får kritik og tage den til os og naturligvis lære af den. Kun på den måde kan vi blive bedre, forklarer Thomas Nistrup fra Tele2 til Mobil.
Kundepanelet blev oprettet den 1. oktober af Tele2 A/S. Tele2 er det første og eneste teleselskab herhjemme, der har oprettet et sådan panel. Kunder, der ikke er tilfredse med Tele2's behandling af deres klager, kan henvende sig til panelet, der herefter behandler sagen. Kundepanelets afgørelser træffes uafhængigt af Tele2 og offentliggøres på Tele2’s hjemmeside i anonymiseret form.
Kundepanelet har, til dato, behandlet otte sager omhandlende mobiltelefoni, fastnet og ADSL. Afgørelserne kan ses på http://www.tele2.dk/kundepanel.
I mere end halvdelen af sagerne har kunden fået medhold og vil blive tildelt en økonomisk kompensation.