Også TDC bryster sig af at være bedst
Teleankenævnet behandlede i sit første leveår i alt 77 klager over TDC fordelt på mobil- og fastnettelefoni samt internet. Dermed ligger selskabet i den bedre ende af statistikken, hvis man alene sammenligner antallet af klager. Men tager man hensyn til, at TDC har betydeligt flere kunder end sine konkurrenter, har selskabet markant færre klager i forhold til kundetallet.
– Vi mener, det er mere fair at se på antallet af klager i forhold til markedsandelen end blot at se på antallet af klager. I den sammenligning ligger TDC utroligt flot. Men selv hvis vi ser på det faktiske antal klager, klarer vi os fint, siger Gert Rieder, direktør i TDC Privat.
TDC oprettede i 1997 en separat afdeling for kundeklager, og sidste år blev der desuden nedsat et særligt klageteam, der skal tage sig af mere komplicerede klager. Det er blandt andet disse initiativer, der er slået igennem.
– Vi måler løbende på antallet af klager, og Teleankenævnets statistik bekræfter, at vi har godt styr på det. Vi får færre og færre klager, siger Gert Rieder.
Teleankenævnets statistik viser også, at TDC ligger i top, når det gælder udfaldet af klagerne. I to ud tre klager fik TDC medhold, eller klagerne blev afvist af ankenævnet. Det er det bedste resultat af de teleselskaber, der ligesom TDC dækker alle tre teleområder, dvs. mobil, fastnet og internet.