CBB raser over ét års binding

CBB raser over ét års binding

For nylig foreslog Konkurrencestyrelsen, at de danske mobiloperatører skal have lov til at fordoble bindingsperioden af deres kunder til et helt år. Det betyder reelt – i følge CBB Mobil – at kunderne fratages deres mulighed for at skifte operatør og få billigere priser.

– Det er en dårligt skjult hemmelighed, at de store operatører i årevis har brugt mange ressourcer på at lave lobbyarbejde for at forlænge bindingsperioden. At det nu ligefrem er lykkedes dem at få Konkurrencestyrelsen til at danse med på den melodi, er – hvad man med et sportsudtryk – må kalde det største selvmål i nyere tid. Jeg gik sådan set og troede, at Konkurrencestyrelsen var nedsat for at gøre markedet mere konkurrencepræget og gennemskueligt. Med en fordobling af bindingsperioden fjerner man reelt kundernes mulighed for at handle billigt og genindfører en praksis – stavnsbåndet – der ellers mig bekendt blev afskaffet tilbage i 1788, raser Teddy Søgaard Pedersen, adm. direktør i CBB Mobil.

Når Konkurrencestyrelsen foreslår en fordobling af bindingsperioden, skulle det angiveligt skyldes, at man ønsker, at danskerne skal forny deres mobiltelefoner og gøre den samlede mobilpark mere moderne og tidssvarende.

– Det er noget lodret sludder. Hvis man ønsker at kunderne skal tage de nye tjenester til sig, gælder det først og fremmest om at gøre disse tjenester interessante og ikke mindst billige. At en ny, billig telefon ikke har indflydelse på det, kan man overbevise sig selv om ved at kigge på et land som Finland. Her har man en af Europas største udbredelser af nye mobiltelefoner og tjenester – og samtidig er det ulovligt for operatørerne at binde kunderne overhovedet, så den påstand holder altså ikke, siger Teddy Søgaard Pedersen.