Trendy telefon klar til 3s net
Hidtil har en stor del af de 3G-produkter, man har kunnet købe været så tunge, at der nærmest har været tale om slagvåben. Men med lanceringen af Nokia 7600, som den eneste 3G-operatør i Danmark – 3 – har sendt i butikkerne fra og med i dag, sker der endelig noget.
Nokia 7600 ser helt anderledes ud. Den er nærmest firkantet, men med afrundede hjørner. Telefonen er udstyret med den seneste teknologi og masser af hukommelse til både spil, ringetoner eller videoklip. Som den første telefon i 3’s netværk, er modellen ikke i stand til at benytte videotelefoni, men man kan sagtens både modtage og sende små videoklip.
3G-nettets største fordel frem for det eksisterende 2G-net er den høje hastighed. 3G er i stand til at overføre filer lige så hurtigt som ADSL-forbindelsen.
Du kan læse en test af Nokia 7600 – dog på det almindelige GSM-net i det nummer af Mobil, der er i kioskerne fra i dag.