Nokia går efter fitness-freaks
Er pulsen helt rigtig? Det skal din Nokia-telefon fremover fortælle dig. Hvis du altså er en fitness-freak.
Nokia er nemlig gået sammen med producenten af træningscomputere Polar. Ideen er, at data fra computerne – for eksempel en pulsmåler – samles i telefonen. Herfra kan de sendes videre til en database og sammenlignes med andres resultater.
For at bruge det nye system skal man investere i Nokias push-to-talk telefon, Nokia 5140.
Men også Nokia selv vil fremstille træningscomputere. Blandt andet en fitness monitor der registrerer forbrug af kalorier og træningsaktivitet. Samtidig sendes et særligt fitness-headset i handelen. Headsettet er særligt støv-stød-og-fugtsikkert.