Kæmpebøde for mobil spam
Mobilfirmaet Aircom i Ringsted skal betale 400.000 kroner i bøde for at sende spam ud på telefax. Det har Sø- og Handelsretten afgjort.
Ifølge dommen sendte Aircom i tusindvis af faxbeskeder til firmaer over hele landet for at få dem til at købe mobiltelefoner. Dommen er den til dato største for at spamme. Det er nemlig også spam at bruge en fax, når reklamen fremsendes uønsket af modtageren.
Og der venter flere sager. Blandt andet mod debitel, der er anklaget for at have sendt både mail og SMS som spam.
Aircom i Ringsted har endnu ikke besluttet, om man vil anke dommen.