Telmore har nu 400.000 kunder
Med mere end 400.000 kunder som flittige brugere, er Telmore nu landets største service provider. Alene i gruppen af 15 – 30-årige har Telmore nu en markedsandel på 20%. Det er dermed hver femte af de unge mobilbrugere i Danmark, som har Telmore.
– Vi er stolte af den utrolig flotte vækst, og vi glæder os over, at så mange kunder vælger os som selskab. Alene i perioden fra 1. juli til nu, har vi fået over 80.000 kunder. Det kundetal vi indberettede til IT- og Telestyrelsen pr. 30. juni, var 324.156 kunder, hvilket er en vækst på 57 % i forhold til 2002. Siden er det gået endnu hurtigere, udtaler Telmores direktør Frank Rasmussen.
Telmores produktion, kundernes forbrug, er også i markant vækst. I forhold til tallene pr. 31. december 2002 er minutforbruget steget til 103,3 millioner minutter, hvilket svarer til en vækst på 69 %. Produktionen af SMS-beskeder er også vokset eksplosivt til ca. 223 millioner beskeder, hvilket er en vækst på hele 79 % i forhold til tallene for blot seks måneder siden. Siden 1. juni er den imponerende vækst i produktionen fortsat.