Priskrigen rammer erhvervsmarkedet

Priskrigen rammer erhvervsmarkedet

Det er først og fremmest privatbrugerne, der har nydt godt af de sidste års kraftige prisnedsættelser på både minutpriser og SMS-priser.

Men det tror vi er slut nu. Alt tyder på at priskrigen i løbet af ganske kort tid flyttes over på erhvervsmarkedet. For hvorfor skal erhvervsmarkedet betale dyre abonnementer, når eksempelvis CBB Mobil og Telmores privat kunder kan få næsten de samme features blot til en lavere minuttakst og uden noget abonnement. Mobil får flere og flere forespørgsler fra erhvervslivet om, hvorfor minutpriserne på erhvervsmarkedet ikke følger med ned i samme tempo som privatmarkedet. De samme spørgsmål bliver operatørerne helt sikkert stillet overfor.

Derfor tror vi på Mobil kun, at det er et spørgsmål om tid, før priskrigen bryder ud – denne gang på erhvervsmarkedet. Et marked som TDC Mobil, Sonofon og ikke mindst Orange har siddet solidt på og som derfor kommer til at gøre virkeligt ondt og som vil skubbe til den konsolidering, der er helt uundgåelig.