Begyndermobil fra Samsung med indbygget antenne
Den nye bliver Samsungs billigste model, den lander formentlig til en pris på omkring 1500 kroner. SGH-X100 er en telefon med enkle elegante linjer og et stort tydeligt farvedisplay. Denne indigoblå og sølvfarvede telefon har indbygget antenne, og den vejer kun 83 g. Takket være en dynamisk hukommelse på 9 Mb er der plads til 1.000 telefonnumre, 200 sms”er og et stort antal billeder. Der er dog ikke indbygget kamera.
– SGH-X100 er en let og fleksibel telefon med alle de finesser, man kan forestille sig. Den henvender sig til personer, som ønsker en praktisk mobiltelefon, men som ikke har behov for et kamera i telefonen, lyder det fra Carsten Ibsen fra Samsung i Danmark.
Menusystemet er enkelt og gør det let at navigere rundt i telefonens funktioner. Det er også muligt at indstille genvejstasterne, så man kan gå direkte til de funktioner, man bruger mest.
Blandt de funktioner, mobiltelefonen er udstyret med, kan nævnes to javaspil med mulighed for at downloade flere spil, en farveskærm med 65.000 farver samt smukke baggrundsbilleder fra National Geographic. Med telefonen følger 40 polyfoniske (flerstemmige) ringesignaler, ligesom der kan downloades endnu flere over internettet.
Mobiltelefonen har en standbytid på 200 timer, og taletiden er 3½ timer.
Blandt de øvrige funktioner kan nævnes gprs, wap, sms, mms, ems, infrarød overførsel samt T9 med mulighed for tilføje egne ord.
SGH-X100 er i handlen fra slutningen af oktober måned.