Lækker designmobil uden antenne!
E700 er desingmodellen fra Samsung. Det sammenklappelige design betyder, at telefonen er lille og smidig. Når den klappes op, fremkommer den meget store TFT-skærm, som er perfekt til billeder, spil og meddelelser. For første gang lanceres den sammenklappelige model med indbygget antenne, hvilket giver modellen et endnu mere kompakt indtryk.
– SGH-E700 er telefonen til personer, som synes om design, og som ønsker en kameratelefon med et udseende ud over det sædvanlige, siger Carsten Ibsen fra Samsung.
Det indbyggede kamera fotograferer i VGA-kvalitet – 300.000 pixels – og man kan uden videre fotografere, sende og arkivere sine billeder. I åben tilstand benyttes den store TFT-skærm, som med sine 65.000 farver giver klare og kontrastrige billeder. Med denne model lanceres også en helt ny skærmteknologi, som benævnes OLED. Fordelen ved OLED er, at skærmen kan gøres tyndere, der er bredere synsvinkel, og teknologien er mere strømbesparende end tilsvarende teknologier. Den udvendige OLED-farveskærm på denne model (256 farver) kan også indeholde information, som effektfuldt roterer rundt på skærmen.
Takket være en zoomfunktion kan genstande forstørres op til fem gange, og dermed bliver billederne detaljerige og personlige. Der er dog tale om digital zoom – men zoomen er trinløs. Den høje opløsning på 640 x 480 pixels giver også skarpe billeder. Men hvis man vil spare hukommelse og synes, det er tilfredsstillende med en lavere opløsning, er det muligt at sænke opløsningen helt ned til 128 x 120 pixels. Telefonen er udstyret med en dynamisk hukommelse på 9 Mb. Det betyder, at der kan gemmes flere hundrede billeder, alt efter hvilken opløsning der vælges. Det er langt mere end konkurrenterne – bl.a. Sony Ericsson der stadig “kun” har 2MB.
Hvis kameraudløseren holdes nede, kan man også tage fotosekvenser, dvs. flere fotos efter hinanden. Med nightmode-funktionen kan man nu tage billeder i mørkere miljøer end tidligere. Inden et billede sendes, kan det redigeres på en række forskellige måder. Det er eksempelvis muligt at ændre fra farve til sort/hvid, placere en ramme rundt om billedet eller få billedet til at ligne en tegning. Det er naturligvis heller ikke noget problem at tilføje tekst og lyd, inden billedet sendes.
Med de polyfoniske ringesignaler (40-stemmig) kan telefonen gøres ekstra personlig ved valg af favoritmelodi. Der kan vælges mellem endnu flere baggrundsbilleder, bl.a. mange fra National Geographic. Ønsker man et helt personlige baggrundsbillede, kan egne billeder downloades. Og selvfølgelig kan der downloades endnu flere spil end før.
Blandt de øvrige funktioner kan nævnes gprs, java, wap, sms, mms, ems, infrarød overførsel, T9 med mulighed for at tilføje egne ord og endelig mulighed for at gemme genveje, som styres ved hjælp af tasterne. Ud over telefon, standardbatteri og rejsehurtigoplader indgår også en bærbar håndfri. SGH-E700 er i handlen fra slutningen af oktober måned.
Du kan læse en test af E700 i det nummer af Mobil, der er på gaden i slutningen af september.