E100 afløser Samsung SGH T100
Samsung SGH E100 blev ikke præsenteret ved Samsung europæiske pressemøde i Frankfurt. Men efterfølgende har Samsung fortalt, at modellen også kommer på markedet til oktober.
Det er de bløde former og afrundede hjørner, der kendetegner Samsungs nye designermobiltelefon, SGH-E100. Formen er kompakt og sofistikeret, og modellen leveres i sølv med detaljer i indigo.
– SGH-E100 er den model, der i de nordiske lande skal erstatte vores tidligere store succes, SGH-T100. Designet i den nye model bygger på SGH-T100, men der er tilføjet nye funktioner, eksempelvis mms, en bedre farveskærm med flere farver og meget mere, fortæller Carsten Ibsen fra Samsung i Danmark til Magasinet Mobil.
Samsung har bl.a. udstyret SGH-E100 med en TFT-skærm med 65.000 farver. Der er også en skærm på ydersiden, og det giver telefonen ekstra karakter. I sammenklappet stand viser den udvendige skærm, hvem der ringer – uden at det er nødvendigt at åbne telefonen. Her ses også tid, dato, batteriniveau og modtagelse.
Telefonen er også udstyret med Samsungs polyfoniske (flerstemmige) ringesignaler med 40 kanaler. Det er også muligt at downloade nye ringesignaler. Ved hjælp af java er det også muligt at downloade flere spil, baggrundsbilleder og andet, som er med til at personliggøre telefonen.
Blandt de øvrige funktioner kan nævnes gprs, wap, sms, mms, ems, infrarød overførsel, T9 med mulighed for at tilføje egne ord og endelig mulighed for at gemme genveje, som styres ved hjælp af tasterne. Ud over telefon, standardbatteri og rejsehurtigoplader indgår også en bærbar håndfri. SGH-E100 er i handlen fra slutningen af oktober. Modellen ventes at koste under 3000 kroner.