Mobil dansk-engelsk ordbog
Du står midt i London. Du ved godt, hvad overnatning hedder på dansk…men dit engelsk er rustent og hotelværten ved ikke, hvad du gobler om.
Men med mobiltelefonen – og en velvoksen pengepung – så kan du nu få hjælp. Webstedet ordbogen.com tilbyder nemlig opslag i dansk-engelsk og engelsk-dansk ordbog via telefonen.
Du sender simpelthen en SMS til et nummer med det ord, som du vil have oversat – for eksempel overnatning – og så får du svar tilbage i en SMS.
Men som nævnt skal der en velvoksen pengepung til. Hvert ord koster to kroner plus SMS-tekst. Man kan dog også bruge ordbogen online – og her er prisen bare 25 kroner om året for ubegrænset adgang.