Nye modeller fra Sony Ericsson til september

Om godt én måned, viser Sony Ericsson både nye mobiltelefoner og nyt tilbehør frem.

Nye modeller fra Sony Ericsson til september

Rygterne svirrer igen om nye Sony Ericsson produkter. Det drejer sig ikke mindst om en efterfølger til P800, og meget tyder på at modellen kommer til at hedde P900. Flere billeder har allerede cirkuleret på flere sites, bl.a. Mobil.cz og www.mobile-review.com

Desuden tyder alt på, at Sony Ericsson vil lancere flere modeller, der begynder med Z. Den første Z1010 – en 3G-mobil – er tidligere præsenteret. Modellen er ikke i handlen endnu og i følge Mobils oplysninger, rammer den først det danske marked i 1. kvartal 2004.

De nye modeller skal hedde Z600 og Z300, hvis ellers man skal tro rygterne. Z600 skal ligne T610 ganske meget, men Z-modellerne er klaptelefoner og Z600 får bl.a. TFT-skærm og 4MB hukommelse.

– Som altid kommenterer vi ikke rygter på eventuelt kommende modeller, lyder det fra Per Alksten på Sony Ericsson når vi spørger til de nye modeller. Han henviser i stedet til pressemødet i september.

Foruden de nye modeller, lancerer Sony Ericsson også en stribe tilbehør.